• Lidegaards ørkenvandring fortsætter: Ringeste Gallup-måling i over 400 dage

    来源: BDK Borsnyt / 15 11月 2024 00:39:46   America/New_York

    Hvis De Radikale gik og troede, at partiets vælgerkrise var overstået, har partiet nu fået en grund til at tro om. Det viser en ny Gallup-måling, som Verian har foretaget for Berlingske. For selvom partiet har markeret sig på kerneområder som klima- og uddannelsespolitik, så er der dårligt nyt for partiformand Martin Lidegaards tropper: Hvis der var folketingsvalg i dag, ville bare 3,6 procent af vælgerne sætte kryds ved De Radikale – svarende til seks mandater. »De synes slet ikke at have fundet dagsformen eller på nogen måde at kunne gøre sig lige nu i dansk politik, selvom der er nogle oplagte radikale dagsordener for dem,« siger valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, om målingen. Moderaterne, som er en af Radikale Venstres største politiske konkurrenter, har ellers været i krise og blødt vælgere, men det er altså tilsyneladende ikke en nedgang, som De Radikale har kunnet lukrere på, selvom det netop var Moderaterne, der vandt mange af De Radikales vælgere ved det seneste folketingsvalg. Det seneste tidspunkt, hvor Radikale Venstre lå så skidt i en Gallup-måling, som partiet gør nu, var 29. september 2023. Den nye måling på 3,6 procent er samtidig ringere end det valgresultat, som partiet fik ved folketingsvalget i 2022. Her satte 3,8 procent af vælgerne kryds ved Radikale Venstre, som dengang var anført af formand Sofie Carsten Nielsen, der efterfølgende trak sig. »Stemmetallene viser meget tydeligt, at der ikke er tillid til mig,« sagde Sofie Carsten Nielsen, som dengang fik 2.467 personlige stemmer. Her to år senere er billedet igen tydeligt, og direkte adspurgt er Kasper Møller Hansen klar i sin dom over De Radikale og partiformand Martin Lidegaard. »Han har i hvert fald ikke formået at vende skuden. Det er vel ret tydeligt. Det kan man jo se i målingen,« siger Kasper Møller Hansen. Flere forklaringer De Radikales lave placering i den nyeste Gallup-måling skyldes en kombination af flere faktorer, vurderer Kasper Møller Hansen, som dog også understreger, at partiet ellers har haft momentum i meningsmålingerne i løbet af efteråret. Eksempelvis toppede partiet på 5,3 procent i starten af september, men nu er De Radikale altså tilbage, hvor det startede. Kasper Møller Hansen betragter målingen som et vink med en vognstang om, at partiet skal profilere sig endnu skarpere i eksempelvis klima- og uddannelsesdebatten, som er de områder, hvor De Radikale gerne vil stå stærkest. »Ellers lander de i det sorte hul, der er på midten af dansk politik, hvor man ikke kan se, hvad man kan få af De Radikale, som man ikke kan få i større volumen et andet sted,« siger professoren og uddyber: »De har en tendens til at blive en smule for teknokratiske, og deres synspunkter og nuancer kan være svære at få igennem i den offentlige debat.« Berlingske har bedt Martin Lidegaard om et interview om den nye meningsmåling. Blandt andet ville vi gerne have spurgt, om partiformanden stadig er den rette til at lede Radikale Venstre. Samira Nawa, som har besvaret Berlingskes spørgsmål skriftligt, lægger vægt på, at en anden nylig meningsmåling fra Berlingskes konkurrent gav De Radikale det bedste resultat siden valget. »Hvis man lader sig rive med af en enkelt god måling eller bliver nedtrykt over en dårlig, så skal man finde sig et andet arbejde end politik,« skriver hun og uddyber politisk: »Indtil videre har generationskontrakten og vores nye politiske projekt kun stået sin prøve over for vælgerne én enkelt gang – til europaparlamentsvalget, hvor jeg godt tør sige, at det gik markant bedre, end nogen havde turdet håbe på. Så projektet er godkendt, og vi ryster ikke på hånden.« Ved europaparlamentsvalget vandt De Radikale ét sæde med 7,3 procent af stemmerne. https://www.berlingske.dk/politik/lidegaards-oerkenvandring-fortsaetter-ringeste-gallup-maaling-i-over-400
分享